Hvem gør hvad i menighedsrådet?

Lysten til at gøre en aktiv indsats i det lokale demokrati til gavn for den lokale folkekirke, er drivkraften formange menighedsrådsmedlemmer. Menighedsrådsarbejdet er frivilligt, og som menighedsrådsmedlem indgår du i et værdifuldt fællesskab og aktivt bestyrelsesarbejde, hvor du får et bredt netværk, som samtidig giver dig mulighed for at bringe dine kompetencer og interesser i spil.
Men hvilke opgaver udfører de forskellige roller i menighedsrådet? Og hvilken rolle ser du dig selv i, og hvor vil du kunne bidrage med dine kompetencer, erfaring og engagement?

Formand og næstformand

Som formand for menighedsrådet er det vigtigt, at du kan bevare overblikket, er struktureret og kan lede møder, forhandlinger og afstemninger. Og så skal du sørge for, at de vedtagne beslutninger udføres. Som formand er du menighedsrådets primære ”ambassadør”.

Kontaktperson

Som kontaktperson i menighedsrådet skal du varetage arbejdsgiverfunktionen overfor de ansatte i kirken, dog ikke overfor præsterne. Erfaring med personaleledelse er et plus, da man skal fungere som bindeled og koordinator mellem menighedsrådet, de ansatte og præsterne. Besidder du styrker som engagement, beslutningskraft og samarbejde? Og er du optaget af at skabe motivation og trivsel for både gruppen og individet? Kan du agere i konflikthåndtering og har du øje for processen og individet samtidig?

Kirkeværgen

Har du lysten og evnerne til at tage vare på en historisk kulturinstitution med ånd? Som kirkeværge har du ansvaret for, at der føres dagligt tilsyn med kirkens bygninger og at der bliver værnet om kirkens kulturværdier. Arbejdsopgaverne kan bestå af: opfølgning på bygningens vedligeholdelsesplan, indhentning af tilbud, styring af budget og tidsplan for bygningsopgaver og ajourføre kirkens forsikringer og anmelde forsikringsskader til Folkekirkens Forsikringsenhed. Det er et plus, hvis du har en byggefaglig baggrund, eller erfaring med projektstyring, men ikke et krav.

Kassereren

Kan du lide tal, budgetter og faste deadlines?  Som kasserer i menighedsrådet sidder du med ansvaret for tilsynet med kirkens økonomi.  Har du erfaring med bogføring? Og kan du skabe overblik over budget, kvartalsrapporter, lønudgifter og årsbudgettet? Regnskabskompetencer er et plus, men er du struktureret, har en analytisk tilgang og et godt overblik, er effektiv, detaljeorienteret og gerne med en sund forretningsforståelse, er opgaven som kasserer måske noget for dig.                                       

Bygningskyndig

Har du en byggeteknisk baggrund og vil du spille en rolle i bevarelsen af en af dit lokalsamfunds vigtige kulturinstitutioner? Som bygningskyndig i menighedsrådet skal du foretage syn af kirkens bygninger sammen med menighedsrådet, hvor du fungerer som faglig konsulent i forhold til eventuelle udbedringer eller nye projekter.

Medlemmer uden en af ovennævnte poster

Deltager sammen med de 3 præster i de 10 faste menighedsrådsmøder.

 

Forberedelse til menighedsrådsmøderne

En uge før mødet udsender formanden dagsorden med bilag på mail til deltagerne.