SKALBORG KIRKE
– hvordan det hele begyndte

Tilbage i 1930’erne blev et selvstændigt kirkeligt arbejde ind- ledt i Skalborg med gudstjenester og møder, og et ønske om et fast samlingssted opstod hurtigt. Til at begynde med arbejdede man med tanker i retning af et missionshus eller et menighedshus, men under krigen ændredes planerne. Man ville gerne have en ny kirke og man begyndte at se sig om efter en egnet byggegrund. Ved årsskiftet 1944-45 var man så langt, at man havde en forventning om at kunne gå i gang umiddelbart efter krigens afslutning. Der skulle imidlertid gå næsten 25 år, før grundstenen til den nye kirke blev lagt.

Kilder til bidrag med oplysninger om forhistorien har vi blandt andet fra en af Ansgars Sogns første sognepræster, Helge Lundberg, som havde embede ved kirken i over 40 år fra 1937-1979. I 1929 blev Ansgars Sogn udskilt fra Budolfi Sogn – og for nu lige at tage et par udskillelser mere med: Hasseris Sogn blev udskilt fra Ansgars Sogn i 1956 og Margrethe Sogn blev udskilt fra Ansgars Sogn i 1979.

Tilbage i 1930’erne var Skalborg en del af Hasseris landsogn, som dengang hørte under Ansgars Kirke.

Helge Lundberg fortæller:
"Allerede før jeg tiltrådte som præst i 1937 var man begyndt et kirkeligt arbejde i Skalborg. Det var kommet i gang på initiativ dels fra borgere i byen, dels fra præsterne ved Ansgars Kirken, som dengang var ganske ny. Kirken blev indviet i 1929. Kirkebladene fra dengang viser, at kirkelige grupper indbød til møder i et lille hus, der dengang lå på hjørnet af Dallvej og Hobrovej, hvor der var indrettet et lille forsamlingslokale, som havde vanskeligt ved at rumme alle de interesserede. Desuden havde man søgt afholdelse af gudstjenester i en skolestue på Sofiendalskolen – og man havde allerede dengang erhvervet en grund i det område, man, lidt selv- ironisk, kaldte ”Skalborg City” – en grund, der strakte sig mellem Johan Skjoldborgsvej og Jeppe Åkjærsvej. Tanken var dog ikke at bygge en kirke. Det, man havde brug for, var et menighedshus / missionshus, der i det daglige kunne tjene som ramme for det kirkelige liv i området. Et virksomt udvalg arbejdede med at realisere dette projekt. Det bestod først og fremmest i at skaffe penge.”

Det var et arbejde, som Helge Lundberg blev tilknyttet.

”Et væsentligt skridt på vejen var den store basar, der blev afholdt på Skalborg Kro i 1939, der dengang bar navnet ”Café Elmely” – og som også på anden måde gav husly for kirkelige møder.”

På spørgsmålet om hvornår og hvorfor idéen opstod med at bygge kirke i stedet for et menighedshus, svarede Helge Lundberg:

”I krigens år kom skiftet. På trods af at der næppe var 1000 indbyggere i området, hvorfor det kunne synes en helt urimelig opgave at påtage sig et kirkebyggeri, fik tanken om en rigtig kirke tag i befolkningen. Følelsen af at være isoleret langt ude på landet, det voksende fællesskab i krigens år og den stærke lokale interesse var en god grobund for kirketanken. Dog kunne man dengang endnu ikke tænke sig en kirke uden en kirkegård. Derfor solgte man den første grund og købte den langt større på 3 tønder land (16.549 m2 ) ved Birke Allé.”

Havde man økonomisk rygdækning til projektet?

”Man havde det vel næppe, men fik det efterhånden. Uden tvivl har det været en ganske lille flok mennesker, der fra begyndelsen trak det store læs, men efterhånden blev kirkebyggeriet i Skalborg en folkesag, løftet op i fuld offentlighed og støttet af vide kredse. Således oprettedes ”Skalborg Kirkefond”, som arbejdede særdeles aktivt i de sidste krigsår – og gavmildheden var stor. Vi kan se at menigheden, der var samlet ved Ansgars Kirkens fødselsdags- gudstjeneste i januar 1944 gav 4.133,36 kr.

Vi kan i det nummer af Ansgars Sogns kirkeblad, der udkom 1. februar 1945 læse: ”Skalborg Kirkefond havde ved årsskiftet 35.499,32 kr. og kan stadig tåle tilvækst, så man straks efter krigen kan realisere planerne for en kirke i Skalborg”. ”Det er dog en ganske pæn sum, når man betænker tidens knaphed og pengenes værdi” – ifølge Helge Lundberg.

Omregnet til nutidskroner i 2020 ville det svare til lige knap 830.000,- kr.  Der skulle imidlertid gå 25 år før planerne blev realiseret:

”Kirken i Skalborg blev ikke bygget straks efter krigen, og grundene dertil kan være mange. En af grundene – og måske den væsentligste – til at kirkesagen i Skalborg gik lidt i stå i efterkrigsårene, er uden tvivl den indsats, der skulle til for at bygge Hasseris Kirke. Behovet for en kirke i Hasseris var større end i Skalborg og de økonomiske problemer var mindre, idet man i Hasseris byggede kirke for en enkelt mands testamentariske gave. At bygge kirke er imidlertid ikke blot en praktisk opgave, men også en åndelig, og man havde næppe praktisk mulighed og åndelig kraft til at binde an med to kirkebyggerier inden for samme sogn på én gang. Det betød dog ikke, at Skalborg igen blev isoleret. Mange mennesker fra Skal- borg kastede sig med glæde ind i arbejdet omkring Hasseris Kirke og de lærte den at kende som ”deres” kirke. Selv om det kirkelige arbejde for størstedelens vedkommende foregik i Hasseris, var der i alle årene enkeltpersoner og grupper, der arbejdede i Skalborg f.eks. ved kirkelige møder på ”Skalborggård” i 40’erne og 50’erne. At Skalborg ikke blev glemt, og at skalborgerne ikke glemte deres opgave hos sig selv, er den nye kirke (i Skalborg) da også et stærkt vidnesbyrd om” – slutter Helge Lundberg.

Hasseris sogn bliver udskilt

I 1956 tages Hasseris Kirke i brug. Kirkebyggeriet startede den 28. september 1954 og kirken blev indviet den 2. december 1956, 1. Søndag i Advent, af daværende biskop Erik Jensen. Den  er  bygget  efter  tegninger  af  Aalborg-arkitekten  Einar Packness.  Hasseris  sogn  og  dermed  Skalborg  kirkedistrikt blev det år udskilt fra Ansgars Kirkes sognedistrikt. Det blev bl.a. markeret med en artikel af sognepræst Helge Lundberg i Ansgars Kirkes sogneblad – efterårsnummeret 1956, hvor der bl.a. stod følgende:

”Til beboerne i Hasseris sogn.
Med dette nummer af ”Ansgarskirken kalder” modtager beboerne i Hasseris Sogn for sidste gang en hilsen fra Ansgars Kirken – Deres sognekirke gennem snart 28 år. Når man, som jeg, har tjent ved denne kirke og i dens sogn i næsten 20 år, føles det naturligvis som noget særligt, den dag den ene del af området bliver skilt fra og får sin egen kirke. Igennem de år, der er gået, har mennesker fra Hasseris sogn deltaget i gudstjenester og møder i Ansgars Kirken. De har fået børnene døbt og konfirmeret her. De har været til bryllup og begravelse her. Og præsterne fra Ansgars Kirken – en skare, der har skiftet gennem årene – har haft deres gang i Hasseris Sogn, til gudstjenester i Hasseris Missionshus, til møder i Mølholm og Skalborg, på Hasseris Alderdomshjem og rekreationshjemmet og i de mange hjem i sognet”.

Tankerne om en kirke i Skalborg tager form

I året 1956-57 kan man ud fra materiale på de lokalhistoriske arkiver finde frem til, at der ud over afholdelse af gudstjenester i Hasseris Kirke ved præsterne Orla Møller og Axel Nielsen også blev afholdt Søndagsskole på Skalborggård på Dallvejen.

Tanken om en kirke i Skalborg begynder nu at tage mere og mere form. I bladet ”Hasseris Kirkenyt” – februar 1958, gør arkitekt Børge Ruby og hans kone sig følgende tanker – begge aktive i Hasseris som medarbejdere i Søndagsskolen:

”Der er brug for mange!” Ved spørgsmålet om hvorfor de meldte sig som medarbejdere, svarede de: ”Vi var hurtigt enige om, at menigheden ikke kunne forsvare at lade 2-3 voksne være alene om mere end 100 børn. Da vi selv har børn, som vi gerne ser i Søndagsskolen, måtte vi være nærmest til at hjælpe. Hvis den ene af os meldte sig, måtte den anden gå alene til gudstjenesten kl. 10, og så blev vi enige om at tage fat begge to (…) Men der skal være en direkte forbindelse mellem kirke og søndagsskole, og derfor skal vi 2-3 gange om året have familiegudstjeneste”.

De to nye medarbejdere var ikke i tvivl om, at børnene fik noget ud af at være i søndagsskole, selv om man ikke direkte kunne efterprøve virkningerne, som de sagde, men den korte tid havde overbevist dem om værdien af arbejdet.

En jernbanevogn blev til kirke

Historien var den, at Kirkens Korshær førhen havde afholdt gudstjenester i en lejlighed på Dallvej. I 1958 lykkedes det at købe en udrangeret togvogn, en såkaldt banevogn, for privat indsamlede midler.  Den 11. januar 1959 blev togvognen indviet efter at flere med- lemmer af FDF’s førerkreds havde brugt mange timer på at sætte den i stand. Togvognen stod på Dallvej ved jernbanebroen. Den nuværende adresse er Hjortevej 30. Grunden til at man måtte ty til den løsning var, at alle lejlighederne på Dallvej efterhånden var udlejet.

Kirkekomiteen

I november og december måned 1959 blev der indkaldt til 2 borgermøder om et nyt kirkebyggeri i Skalborg. Ved borgermødet i november talte biskop Erik Jensen varmt for projektet. Salen på kroen, hvor mødet blev holdt, var fyldt til sidste stol godt og vel. På mødet var man enige om at droppe tankerne om en kirkegård på Birkebakken (ved Skalborg Kirkes nuværende placering). Det ville kræve for mange penge både at skulle anlægge kirkegård og bygge kirke, så det ville trække sagen i langdrag. Ved det andet møde i december 1959 blev tankerneom en kirkegård endelig skrinlagt. Efterfølgende solgte man 16 grunde fra, hvor der senere blev bygget parcelhuse. Et andet punkt fra borgermødet handlede om den aktuelle kirkekomités sammensætning.

Menighedsrådet stillede følgende forslag: ”Formand + 3 herboende medlemmer af rådet samt sognets 2 præster skal danne komitéen sammen med 3 fra Handels- og Håndværkerforeningen, 3 fra Borger- og Grundejerforeningen, 3 fra Grundejerforeningen Mariendal, 3 fra Skalborg Sportsklub + 3 fra Sofiendal samt repræsentation fra sognerådet. Så komitéen kom til at bestå af 24 personer.

Kirkekomitéen kom til at bestå af følgende medlemmer: J. B. Jensen, læge Juulsgaard, planteskoleejer Martin Thomsen, fabrikant Carl Poulsen, amtsinspektør L. Christensen, karet- mager Harald Pedersen, Jens Holdensgaard, Georg Christiansen, Verner Fand, Hans Poulsen, Richard Larsen, Harald Sørensen, Søren Jensen, Theodor Jensen og J. P. Sørensen.

Sognerådets repræsentanter var: Axel Stoustrup, Karen Peder- sen og Maren Pedersen. Hasseris menighedsråds repræsentanter var: Kaj Nielsen, Oskar Larsen, Georg Springborg Jørgensen, Karen Bay og kirkens 2 præster, Orla Møller og Aksel Nielsen.

Amtsinspektør Christensen, som var medlem af komitéen og som havde fulgt udviklingen igennem en snes år, udtalte sig forsigtigt, da spørgsmålet blev stillet ham om man tænkte en traditionel eller en moderne kirke:

”Vi skal ud at kikke på noget forskelligt i nyere kirkebyggeri, men for mit eget vedkommende vil jeg sige, at det ikke skal være helt traditionelt, på den anden side skal det heller ikke være så moderne, at det byder mennesker imod, men som sagt – det får vi nok tid til at drøfte nærmere i udvalget”. Tanken om en arkitektkonkurrence blev også nævnt i den forbindelse.

Hasseris Kirkenyt udkom én gang om måneden og i juni 1961 stod der nogle vigtige nyheder under overskriften: ”Skalborg Kirke”, skrevet af sognepræst Axel Nielsen. Her fremgik det blandt andet, at man havde haft et møde med to arkitekter, nemlig Børge Ruby og Hylling Larsen. På dette tidspunkt er der indgået en aftale med et håndværkerkonsortium i Skalborg. Det må konstateres, at der ikke er helt penge nok. Sammenlagt kommer beløbet til kirkebyggeriet op i nærheden af 200.000,- kr. Det kunne man i 1961 bygge en villa for, men ikke en kirke! Det skulle også vise sig, at man senere opfordrede til at sognets beboere skænkede et beløb, stort eller lille, til kirkesagen.

Aksel Nielsen sluttede artiklen med disse ord: ”Penge er ikke nok, for i så fald var der ingen tvivl om, at kirken i Skalborg snart var sikret en hurtig opførelse. Vigtigere er, at der er mennesker, som vil slutte op om det, der skal ske i kirken. Man kan have den skønneste kirke stående på det smukkeste sted i Skalborg uden at der er det mindste ved det, set ud fra et kristent synspunkt. Min personlige fornemmelse er imidlertid, at lige så snart, vi har kir- ken, vil den blive brugt flittigt.”

De første skitser

I november 1961 kunne Hasseris menighedsråd præsentere de første skitser, som arkitekterne havde udarbejdet. Som udgangspunkt havde man oprindelig haft en kirkegrund på i alt

16.549 m2, men ved frasalg af 11.600 m2  kom man ned på et byggegrundsareal samlet for kirke og præstegård på i alt 4.889 m2. Af skitsematerialet fremgik det, at kirken skulle have plads til 208 personer og have en menighedssal, der kunne føjes til og gøre kirkerummet større ved særlige lejligheder. Dette skulle ske ved benyttelse af hejsevægge, så kirken kunne rumme i alt 340 personer. Derudover skulle kirkekomplekset rumme præsteværelse, kirkekontor, venterum for dåbs- og bryllupsgæster, garderobe med toiletter, scene, køkken, depotrum samt tre mindre lokaler til spejdere og FDF.
Byggeriet ville let løbe op i trekvart million kroner, hvorfor man i foråret 1962 tog initiativ til en husstandsindsamling. For at sikre at Skalborgerne følte medejerskab fra første færd, besluttede kirkekomitéen, at der skulle udarbejdes en annonce- avis, som detaljeret skulle fortælle om kirkesagen og vise, hvordan pengene til byggeriet skulle skaffes. Kirkekomitéen besluttede at sende tre af sine medlemmer til København for at forhandle med Kirkeministeriet om byggeriet.

Jernbanevogn som kirk

Inden flyttekirken blev en realitet på Birkebakken havde man den lille jernbanevogn fra DSB som midlertidig kirke ved Dallvej, anbragt på et stykke græs lige inden jernbanebroen. Der blev imidlertid brug for en større og bedre vogn med tiden. Kirken havde været i brug om søndagen – dels til søndagsskole om formiddagen og dels til gudstjeneste om aftenen. Men som årene gik, blev den oprindelige vogn tjenlig til udskiftning. Kirkens Korshær søgte DSB om en vogn, og det viste sig, at de havde en forholdsvis ny vogn, der på grund af forskellige skader måtte udrangeres. Vognen blev transporteret fra Skanderborg til Aalborg, men at få den fra stationen i Skalborg til dens endelige placering var straks vanskeligere. Men det løste Falck på bedste vis. Den nye vogn blev indviet til kirke den 22. marts 1964 af biskop Erik Jensen.

Adskillige donatorer bidrog til indretningen – blandt andre havde Christian Den Fjerdes Laug i Aalborg givet et beløb til indkøb af 2 alterstager, dåbsfad og alterdug. Selve dåbsfadet kom allerede i brug på indvielsesdagen, hvor 3 børn blev døbt. Installation af lys og varme stod Hasseris Kirke for. Et klokke- svejserfirma fra Vejle skænkede kirken en skibsklokke, som hang ved indgangen / indstigningsdøren, anbragt i togvognens lygteholder. Stole blev skænket af biografejeren af City-Bio i Aalborg.

I sin indvielsestale sagde biskoppen blandt andet: ”Vi kunne kalde denne kirke for ”Palmesøndags Æsel”. Kirken ser ikke ud af noget, men den kan bringe denne bydel evangeliet. Da Jesus kom ridende på et æsel Palmesøndag, så han ikke ud af noget. Men han var meget. En ting kan se generende ringe ud og bære selve evigheden med sig”.

Gudstjenesten blev ledet af korshærspræst Carl Lomholt, som bl.a. kom  med denne betragtning i sin prædiken: ”Man hører jævnligt folk sige, at man frem for at bruge penge til kirke- byggeri skulle bruge dem til boliger. Måske denne kirke undgår slig anklage!”

Aalborg Stifts initiativrige biskop

Da Aalborg Stiftsbog udkom samme år, havde biskop Erik Jensen, som var biskop over Aalborg Stift 1950-75, en artikel med, der hed: ”Kirken og folkeflytningen”. Erik  Jensen  havde  gjort  det  til  en  af  sine  mærkesager  at beskæftige sig med strukturændringerne i samfundet og de konsekvenser, det måtte have for den kirkelige udvikling. Især var han optaget af strukturændringernes følger for de små sogne, specielt dem under 1000 indbyggere. Han var ikke begejstret for tanken om sognesammenlægninger i tyndt befolkede områder; hans modstand gik især på, at han fandt det betænkeligt at røre ved kirkens forhold, samtidig med at de øvrige fællesskabende organer var til debat:

”Mange steder berøvede man folk skolen, mejeriet, købmandsforretningen og undertiden også den kommunale administration. Og folk har uvilkårligt sukket: Vil man nu også berøve os vor præst og kirke!”

Erik Jensen betonede, at landet stod over for en af de mest skelsættende perioder i historien, og illustrerede det ved den kendsgerning, at i begyndelsen af 60’erne – altså på samme tidspunkt som artiklen var skrevet – boede ca. halvdelen af Danmarks befolkning på landet og den anden halvdel i byer eller bymæssig bebyggelse – men – skriver Erik Jensen, 

”efter hvad kyndige mennesker fortæller, vil omkring år 2000, ca. 5/6 af befolkningen komme til at bo i bymæssig bebyggelse, men kun 1/6 bliver tilbage på landet, og ingen kan være i tvivl om, hvilken kolossal folkeflytning dette vil komme til at betyde, og hvilken for- andring i levevilkår, det vil medføre.”

Det glædede Erik Jensen at man i Kirkeministeriet ikke ville fremtvinge sammenlægning af sogne, medmindre et ønske kom fra lokal side – fra menighedsrådene selv. Biskoppen forudså en situation, hvor man tidligere byggede et hus ad gangen, så at sige, men nu byggede en by ad gangen – og, tilføjede han:

”… hvis jeg har ret, vil det sikkert ikke vare så mange år, før man bygger byer i seriefremstilling”.

I den kommende tids udvikling fra 1960’erne og frem, er der for Erik Jensen at se 4 ting, man er nødt til at have for øje: 

Erik Jensen lagde hermed grundstenen til tanken om en vandrekirke – et mobilt kirkerum som kunne gøre fyldest som guds- tjenesterum for menigheder, hvor behovet måtte vise sig. Han udtalte:

”Hvis vi bliver vidne til, at større eller mindre samlede bebyggelser eller industriområder skyder op rundt om i vort land, således som vi allerede har set det adskillige steder, må vi have mulighed for hurtigt og for beskedne omkostninger at rejse et egnet gudstjeneste- lokale, som ved sin form og ved sit indre tiltaler moderne menne- sker”.

Erik Jensen påpeger her nytten af præfabrikerede materialer og nævner i den forbindelse arkitekt Jacob Blegvad fra Aalborg, som havde tegnet en skitse til en sådan kirke. Den kunne færdiggøres for omkring 75.000 kr. og var mobil, så den kunne flyttes til et nyt sted på få dage for mellem 5.000-10.000 kr.

Erik Jensen kunne på det tidspunkt næppe vide, at det netop blev løsningen i Skalborg blot 2 år senere. Han var meget aktiv for at fremme menighedsdannelsen og kirkebyggeriet i de op- voksende bykirkedistrikter, så hans ”Selskab til fremme af mid- lertidigt kirkebyggeri i Aalborg Stift” blev omdøbt til ”Aalborg Stifts Kirkefond”. Denne fond finansierede bl.a. flyttekirken i Skalborg.

Flyttekirken i Skalborg

Den 23. maj 1965 blev Skalborg Flyttekirke indviet. Den var tegnet af arkitekt Jacob Blegvad og bestod helt igennem af træ. Kirken blev ikke købt men lejet af Aalborg Stifts Kirkefond, som tidligere omtalt. Kirken havde ca. 110 faste pladser. Alterbordet var formet som en frithængende plade mellem korets 2 sidevægge. Alterbordets forside, salmetavlerne, prædikestolens samt døbefontens kant samt de 2 lysestager på alteret var forarbejdet af lyst, rødligt naturtræ. Kirken fik et harmonium foræret, samt en kirkeklokke lånt af De Smithske Jernstøberier. Altersølvet var tegnet og udført af guldsmedene Helga og Bent Exner og alterets krucifiks havde billedhuggeren Gudmundsen-Holmgreen forarbejdet. Kirketjener var Børge Guldbæk og kordegnetjenesten blev på skift varetaget af Poul Dammeyer, Georg Christiansen og Georg Springborg Jørgensen. Minna Steen Jensen betjente harmoniet, og det blev pastor John Sørensen, som særligt forpligtede sig på arbejdet i flyttekirken.

Flyttekirken

Ved indvielsen af flyttekirken, som var landets første flyttekirke uden for København, betegnede biskop Erik Jensen indvielses- dagen som en af de mest betydningsfulde i Skalborgs historie. Kirken rummede alt, hvad en kirke normalvis skulle rumme: Der var dåbsværelse, præsteværelse, døbefont og prædikestol, og alle kirkelige handlinger kunne foretages i kirken, lige på nær vielser. Efter den daværende ægteskabslov måtte vielser ikke finde sted i midlertidige kirker. Man kunne dog få amtets tilladelse til at blive gift i flyttekirken for den nette sum af 41 kr.

Sognepræst Orla Møller understregede efter sin prædiken på indvielsesdagen, hvor opmuntrende det var i det kirkelige ar- bejde at kunne deltage i den 3. kirkeindvielse i et sogn i løbet af 9 år. Han gav også udtryk for sin taknemmelighed over bi- skoppens arbejde for at skaffe nye kirker i stiftet. Flyttekirken kunne realiseres til brug for under 100.000 kr. Hirtshals blev den næste by, som skulle have en flyttekirke og nr. 3 på listen i Aalborg Stift blev Sulsted-Ajstrup sogn.

FDF i Skalborg

I 1965 blev der også oprettet en ny FDF-kreds i Skalborg. Igennem flere år havde der været et FDF-arbejde i gang i Skalborg, idet 3. klasser under 7. Kreds (Hasseris) havde afholdt møder på Sofiendalskolen, således at drengene fra Skalborg ikke behøvede at tage til Hasseris Kirke for at deltage i FDF-arbejdet. Imidlertid var ønsket at udskille FDF-klasserne i Skalborg som en selvstændig kreds. Det skete den 1. april 1965 og den nye FDF-kreds, der fik navnet Aalborg 16. kreds, lånte lokaler i Skalborggård.

Ved Hasseris Kirke var der præsteskifte i 1966-67, idet pastor John Sørensen og frue flyttede til Fyn og pastor Poul Berg kunne med sin kone flytte ind i præsteboligen på Rungsvej nr. 44. Fra og med 1. Søndag i Advent 1967 skiftede Hasseris Kir- kenyt format og en special-udgave til Skalborgområdet, hvor Flyttekirken pryder forsiden, blev trykt. Gudstjenestelisten var dog stadig fælles for Hasseris og Skalborg.

Kirketællinger

Også i 60’erne talte man om kirketællinger, som måske kunne være med til at dæmme op for rygterne om de tomme kirker”. I kirkebladet kunne man læse i 1968, at der i Hasseris Sogn var 4 gudstjenestesteder: Hasseris Kirke, hvor der var gudstjeneste 2 gange hver søndag kl. 10.00 og kl. 16.30. Kærbyskolen, hver anden søndag skiftevis kl. 10 og kl. 19. Dallvejens Kirke hver anden søndag kl. 19 og endelig Skalborg Kirke med en gudstjeneste hver søndag kl. 10.00 som oftest og undertiden kl. 16.30. Da man dengang ikke havde systematiske kirketællinger, kunne man ikke med 100 % nøjagtighed angive, hvor mange deltagere disse gudstjenester havde, men skønsmæssige beregninger godtgør, at ikke under 17.000 mennesker har deltaget i sognets gudstjenester. Altergæsternes antal kendtes fra de såkaldte kommunionsbøger, hvor der hver søndag blev optalt deltagere.

Hasseris kirke: 3.501; Skalborg Kirke: 1.193; Kærbyskolen: 499 og Dallvejen Kirke: 118. Antallet af kirkelige handlinger, som blev registreret i kirkebøgerne viser at der i 1967 blev døbt 187 børn, 196 blev konfirmeret, 62 par blev viet og 91 blev begravet eller bisat.

De faktuelle tal blev ledsaget af følgende krasse bemærkning: ”Når man adskillige gange møder dogmet om de tomme og døde kirker – især fra mennesker, som aldrig ulejliger sig indenfor og undersøger, hvor tomt og dødt der er – får man lyst til sort på hvidt at bringe de tørre tal. Næste gang De skal til at slynge frasen om de tomme kirker ud – da tænk på tallene”.

Udover gudstjenesterne blev der afholdt møder i DMS-kredsen, i armenierkredsen, der var Søndagsskole, FDF og FPF, Piger YA og Kirkeskole. Sidstnævnte, som hed ”Hasseris Sogns Kirkeskole” havde møder 4 gange om efteråret og 4 gange vinter-forår. Kirkeskolen henvendte sig til det voksne segment. Derudover havde F.O.F. i Stor-Aalborg også en studiekreds i Skalborg med mødested på Sofiendalskolen.

I efteråret 1968 kunne kirkebladet bidrage med nye oplysninger under den faste rubrik: ”Ting De bør vide”. Det blev oplyst, at arkitekt Ruby havde afsluttet detailtegningerne til kirkebyg- geriet og de nu var afsendt til Kirkeministeriet til godkendelse. Der var afholdt licitation og menighedsrådet havde vedtaget at overdrage arbejdet i hovedentreprise til tømrermester P. E. Dahl Nielsen i Skalborg. Det er imidlertid tydeligt, at kirkekomiteen udtrykte en vis grad af frustration over myndighedernes langsommelige sagsbehandling, for nu var licitationen og økonomien på plads – så nu ville man gerne meget snart kunne sætte spaden i jorden.

Særligt kirkedistrikt

I april måned 1969 blev det tilkendegivet i kirkebladet at Kirkeministeriet havde godkendt at der blev tillagt et særligt kirkedistrikt til flyttekirken – et distrikt som ville kunne omdannes til et selvstændigt sogn – Skalborg Sogn. For at gå fra at være et kirkedistrikt til at blive et kirkesogn forudsætter det et menighedsråd. Hasseris sogns menighedsråd nedsatte der- for i foråret 1969 en valgbestyrelse bestående af overlærer G. Springborg Jørgensen, fhv. pedel Kaj Nielsen og regnskabschef Georg Christiansen, alle med adresse i Skalborg. Der skulle vælges 8 medlemmer og budskabet i kirkebladet var klart: ”I almindelighed står der ikke megen gny af menighedsrådsvalg, men i betragtning af de store opgaver, der venter i området, bør så mange som muligt interessere sig for sagen. Det skulle nødigt blive en lille klike, der får lov at bestemme”!

Godkendelse fra Kirkeministeriet

Den 30. april 1969 kom så omsider den længe ventede godkendelse fra Kirkeministeriet af kirkebyggeri-projektet. Heri fremgik det bl.a. at de samlede udgifter androg 2.186.000 kr. og at finansieringsplanen så således ud:
Afholdte projekteringsudgifter: 36.000 kr.
– Egne midler, herunder midler tilvejebragt via den kirkelige ligning: 750.000 kr.
– Lån i Sparekassen Nordjylland: 1.400.000 kr.

I det forslag, der forelå, hvilket var et resultat af forhandlinger mellem menighedsrådet og Hasseris Kommunalbestyrelse, blev kirkebygningen placeret, som den vender nu. Kirkens kontorindgang vendte ud mod Birke Allé fra starten og helt frem til 1993. Kirkens kontor lå, hvor der nu er handicaptoilet og depotrum til legestuen – det tidligere provstikontor, der blev nedlagt i 2016. Det udlagte areal nord for kirken til opførelse af en præstebolig ønskede man at afstå til kommunen til brug ved anlæg af en offentlig parkerings- plads. Endvidere gav kommunen tilsagn om – uden udgift for menighedsrådet – at ville stille en anden grund tæt ved kirken til rådighed for opførelse af en præstebolig.

Endelig kunne det første spadestik tages