Skalborg Kirke fylder 25 år

Skalborg Kirke fylder 25 år

1995 blev året, hvor kirken kunne fejre sit 25-års jubilæum. Alice  Bonde  Bentzen  skrev  en  fin  artikel  til  kirkebladet (1995/5) om kirkens forhistorie, hvor der blev skuet tilbage. I anledning af jubilæet anskaffede kirken sig 4 nye messehageler til erstatning for de gamle, som efterhånden var noget slidte.

Menighedsrådet bad væver Lis Stange fra Sydthy om at væve 4 nye, der passede til kirkerummet.

I forbindelse med processen og de tanker, Lis Stange gjorde sig om opgaven, udtalte hun bl.a.:

”Jeres kirke er ikke rig på farver. Derfor har jeg arbejdet med en teknik, der skulle få farverne i mønstrene til at stå klarere, frem for at benytte meget stærke farver, som ikke ville passe ind”.

Væveteknikken minder om den, som hun brugte, da hun fremstillede messehageler til Viborg Domkirke.

Et af højdepunkterne i jubilæumsfejringen blev uropførelsen af kantaten ”Da glæden blev født” med tekst af Johannes Møllehave m. fl. og komponeret af John Høybye som et bestillingsværk til lejligheden.

Opførelsen fandt sted i kirken lørdag den 2. november ved ungdomskorene fra Skalborg, Nørresundby og Gistrup-Gunderup kirker. Omkring 100 sangere i alt deltog med komponisten selv som dirigent.

Selve jubilæumsfesten fandt sted 1. Søndag i Advent, den 3. december med festgudstjeneste kl. 10, hvor sognepræst Peter Krogsøe prædikede. Om aftenen var der fest i kirkens lokaler, indledende med spisning kl. 18.00. Festtaleren var biskop Søren Lodberg Hvas og underholdning ved skuespiller Jesper Vigant med 2 sangere og et lille orkester.

Der var arrangeret 2 udstillinger i foyeren under jubilæumsfejringen. Der var dels en billedudstilling, fortrinsvis akvareller af kunstneren Helmer Breindahl, som også havde lavet motiv til dobbeltkort og plakat, som kunne købes på kirkens kontor. Desuden var der en lokalhistorisk udstilling, som fortalte om kirkens tilblivelse.

Skalborg Kirkes ungdomskor sang i "Før søndagen".

Skalborg Kirkes ungdomskor sang søndagen ind i fjernsynsudsendelsen ”Før søndagen” fra den sidste lørdag i august til den 2. november 1996. Optagelserne til de 10 udsendelser fandt sted i april måned og strakte sig over 4 dage. For de 30 medvirkende blev det til nogle hektiske og sjove dage. Den 28. september fik kirken besøg af Danmarks Radios Pigekor under ledelse af Tage Mortensen, som gav en fin koncert. Det var også Danmarks Radios Pigekor, der i begyndelsen af 80’erne producerede en lang række ”Før Søndagen” – udsendelser.

Åben fredag

”Åben Fredag” blev den foreløbige betegnelse for det nye familiearbejde, som var under udvikling ved kirken. Godt 20 voksne og omtrent lige så mange børn mødtes én gang om måneden en fredag i sognesalen med spisning kl. 18 og derefter med et varierende program, specielt for børnene. I arbejdsgruppen sad Annette og Lars Damgaard, Helle og John Gade, Annette og Morten Kirkegaard, Pia og Steve O’Keefe samt Erik Steen Møller. 

I forårsnummeret af kirkebladet var en artikel, skrevet af Alice Bonde Bentzen med overskriften: ”To halve præster og en hel formand”. Her kunne man blandt andet læse at Peter Krogsøe i det sidste 1½ år siden sommeren 1995 havde lagt halvdelen af sin arbejdskraft i København som formand for Præsteforeningen. Hjælpepræsten, som skulle fylde de 50% ud, blev i første omgang Per Bucholdt Andreasen og nu Lotte Lyngby Nielsen, som forinden havde været i praktik hos en erfaren præst, nemlig Erik Steen Møller, som et led i sin teologiske uddannelse.

Da Skalborg Kirkes Ungdomskor var på besøg i Finland i 1995 blev der knyttet mange gode kontakter. Venskabskoret, Riihimäki Ungdomskor, kom således på genbesøg og gav koncert i maj måned 1997. Som værtskor skulle der skaffes privat ind- kvartering i 4 dage for 40 unge mennesker i alderen 13-19 år.

 

M enighedsrådet 1996

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                   

 

Peter Krogsøe - 25 år i Skalborg Kirke

I 1997 skrev Peter Krogsøe en jubilæumsartikel i kirkebladet om sine 25 år ved Skalborg Kirke. Jubilæet blev markeret med en musikgudstjeneste den 5. oktober, hvor naturligvis kirkens ungdomskor medvirkede. Peter Krogsøe kunne se tilbage på de 25 år med glæde og taknemmelighed en glæde, som også hans hustru, Elisabeth delte.

Der blev nedsat en arbejdsgruppe, der skulle forberede en sognerejse til Israel med en studiekreds som forberedelse. Rejsen var planlagt til at finde sted fra den 1.-10. oktober 1999. Menighedsrådsmedlem Helle Sylvest, som havde et indgående kendskab til Israel, var rejseleder.

Fra julenummeret af kirkebladet 1998/5 og de kommende års kirkeblade, som udkom sidst på året, flottede man sig med et farvetryk. Der udkom 5 numre årligt og et udførligt programblad indeholdende alt lige fra lørdagscafé til Skalborgaftener tillige med særtrykkene for hver af de enkelte tilbud.

Ib Folke og Jane Jensen

Den 13. juni 1999 var søndagen, hvor menigheden  fik lejlighed  til at være med til at sætte et festligt punktum

for kirketjener Ib Folke Nielsens virke ved Skalborg Kirke igennem 20 år. Han havde valgt at gå på efterløn, og dermed  forlod  en  kendt og afholdt medarbejder kirken.

I en artikel i kirkebladet kunne Ib blandt andet fortælle:

”Jeg har været utrolig glad for mit arbejde. Det er meget afvekslende, aldrig 2 dage er ens, og jeg har altid været omgivet af venlige mennesker.” Ib kunne bedst lide kirken, når den summede af liv: ”Det er slet ikke så hyggeligt om sommeren, hvor ikke engang børnehavens unger tumler omkring. Til gengæld bliver der så tid til hovedrengøring”.

Ib’s hustru Birthe var også deltidsansat ved kirken som rengøringshjælp, og var også med på konfirmandlejre hele 13 gange og bagte et utal af boller til sogneaftener, eftermiddagsmøder m.v. Selv om Ib gik på pension ville me- nigheden fremover kunne glæde sig over at hilse på både ham og Birthe – nu som almindelige kirkegængere og frivillige.



Afløseren for Ib blev Jane Jensen, som begyndte som ny kirketjener i sommeren 1999. Jane var oprindelig kontoruddannet, hvor hun igennem 30 år havde arbejdet i 2 forskellige stillinger, så hun var ikke den, der løb af pladsen; det blev også til 15 gode år i Skalborg Kirke.

Kirkebladet 2000/5 havde ”Julekalenderen” på midtersiderne med alle kirkens forskellige aktiviteter i advents- og juletiden oplistet og beskrevet. Et sikkert tegn på at julen nærmer sig, var og er også når pladsen foran kirken danner den hyggelige ramme om FDF´s juletræssalg.

Julefest

Kirkens julefest blev omtalt udførligt, som ”den største stjerne af alle de folkelige julearrangementer”, der lå mellem jul og nytår – som regel den 28. december. Her mødes alle generationer fortsat. Arrangementet samler år efter år rigtig mange hvoraf halvdelen er børn. På spørgsmålet om, hvordan det kan være, at et så ungt bysogn holder en så traditionsbunden julefest, svarede sognepræst Peter Krogsøe, der næsten havde været med helt fra starten:

Da Skalborg Kirke blev indviet i 1970 havde der allerede i årene forud omkring flyttekirken været en Indre Mission bibelkreds og Unge Hjem, som holdt en sådan juletræsfest, og de stod for de første i kirken. Efterhånden gled det over i menighedsrådets regi, men traditionen fortsatte, da den viste sig at have en folkelig gennemslagskraft”.

Det glæder menighedsrådet at være med til at fortsætte en tradition, som rækker flere generationer tilbage, og som formår at favne alle generationer.

2000 var også året, hvor Salmebogskommissionen kunne udsende ”Forslag til Ny Salmebog”. Menighedsrådet besluttede at indkøbe et større parti af forslaget til brug ved gudstjenesterne i det første halve år. Forslaget vakte, som nogle måske husker, en del debat. Nogle salmer blev kasseret og nye kom til og andre igen blev bearbejdet. Den 29. juli 2002 autoriserede Dronning Margrethe II Den Danske Salmebog. I den forbindelse kan det nævnes, at den ”gamle” salmebog fra 1953 indeholdt 754 salmer og den nye 791 salmer. 142 nye salmer kom til, og nye bønner blev optaget i tekst- og bønnedelen af salmebogen.

 

Koncertturné

I sommeren 2001, den 25.-30. juni rejste Skalborg Kirkes Ungdomskor til Holland på en koncertturné. Korleder Eva-Marie Kjæhr og Bente Frendrup deltog som henholdsvis organist og pianist på turen. Turnéen blev finansieret dels ved egenbetaling, dels af opsparede penge fra korets tidligere koncerter og dels ved støtte fra forskellige fonde, bl.a. Den Obelske Familiefond, Politiken-Fonden, Legatet til menighedslivets fremme samt Skalborg Handels- og Håndværkerforening.

Der blev planlagt en studietur til Rom i efteråret 2002 for sognets beboere. Forud var der tilrettelagt en studiekreds ved turlederne Erik Steen Møller og Helle Sylvest.

Fornyelser

I 2002 fik kapellet en tiltrængt renovering og der blev etableret kølerum. Sognesalen fik et nyt og forbedret ventilationsanlæg og endelig kunne kirketjeneren imødese en lettelse i sit arbejde, når flaget skulle til tops på den 16 meter høje flagstang, for nu blev der installeret manuel hejsefunktion med et håndsving og indvendig linetræk.

Kirken fik også foræret et Hornung & Møller flygel til sognesalen. Det har tilhørt afdøde organist Paul Rudolf. Det er en meget benyttet og værdsat gave.

I 2003 benyttede menighedsrådet lejligheden til at ønske Mogens Aarup-Jensen tillykke med sit 25-års jubilæum som kirkeværge ved Skalborg Kirke. Menighedsrådsformand Ejgil Kjær takkede jubilaren for hans store indsats, der har været karakteriseret af ildhu og ekspertise, båret af en stor kærlighed til kirken.

O rglet udvides og Peter Krogsøe bliver provst

2003 blev også et ekstra spændende år derved at menighedsrådet havde fået godkendt en større ombygning og udvidelse af kirkens orgel. Projektet var i dansk licitation og blev vundet af orgelbyggerfirmaet Marcussen & Søn, som også havde bygget det oprindelige orgel. Det faste tilbud lød på 3.664.350 kr. hvori der også indgik om-montering af 2 stemmer, en ny vindlade og sidst men ikke mindst en udvidelse til i alt 31 stemmer mod hidtil 14 stemmer. Orglet blev lovet færdig til den 10. oktober 2004.

En nyhed det år var Bibelmaraton, som er læsning af hele Bibelen over en længere periode. Introduktionsmødet var den 18. september og i en kombination af hjemmelæsning og fælleslæsning ved korte møder af 3 kvarters varighed sidst på eftermiddagen hver anden onsdag, kunne deltagerne nå hele Bibelen igennem frem til julen 2004 – altså knap 1½ år.

Med udgangen af august måned 2003 fratrådte Aalborg Søndre Provstis provst gennem knap 17 år, Jørgen Juul. Samtidig med at den nye provst Peter Krogsøe tiltrådte 1. december 2003, forlod han hovedbestyrelsen i Præsteforeningen.

Peter Krogsøe blev indsat som provst for Aalborg Søndre Provsti ved årets landemøde den 24. september. Kreeringen fandt sted i Børglum Klosterkirke mod normalt domkirken, Budolfi Kirke. Man havde valgt klosterkirken for at markere, at det i 2004 var 400 år siden, at Vendelbo Stifts bispesæde flyttede fra Børglum Kloster til Aalborg By. Biskop Søren Lodberg Hvas stod for indsættelsen.

Den 24. oktober blev en rigtig festdag, da kirken kunne genindvie orglet. Biskoppen forestod første del af gudstjenesten, inklusiv indvielsestalen for orglet.

Peter Krogsøe prædikede og Erik Steen Møller forestod altertjenesten. Administrerende direktør for orgelbyggerfirmaet Marcussen & Søn, Claudia Zachariassen holdt tale og Kirkeministeriet var repræsenteret ved orgelkonsulenterne Heinrich Hildebrandt-Nielsen og Jens Chr. Hansen.

Kirkens organist Eva-Marie Kjæhr holdt et tankevækkende foredrag og sagde bl.a.:

”At være organist kunne i sig selv sagtens være et billede på det moderne menneske. Det er mennesket over for maskinen – den enorme maskine i vægt og masse og lydstyrke langt den største og alligevel styret af det lille to-benede og to-armede væsen nede på orgelbænken, som ved at koordinere alle sine bevægelser styrer impulserne og strømmen ud i alle maskinens små dele. Orgler skal bruges som en del, et organ, af vores gudstjeneste, af vores menighedsliv, i menighedens tjeneste, til glæde, til opbyggelse, til berigelse”.

Ved festkoncerten havde domorganist Flemming Dreisig sam- mensat et program, der demonstrerede det nye orgels formåen på fornem vis.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Menighedsrådet købte det år en ny præstebolig, beliggende på Klarupgårdvej 1, som sognepræst Erik Steen Møller og hans hustru flyttede ind i. Boligen på Johan Skjolborgs Vej blev sat til salg.

 

S kalbor g menighed knytter venskabsbånd i Afrika

Menighedsrådet satte sig for i 2004 at gå ind i et missionspro- jekt i Sierra Leone. Der havde ved kirken været en lang tradi- tion for at støtte det mellemkirkelige arbejde. Det skete typisk ved indsamlinger og pengene gik altid til gode og nødvendige formål. På et tidspunkt opstod den tanke, at det måske kunne være muligt at støtte en sag eller et sted, hvor det blev mere per- sonligt, så at sige. Menighedsrådet gik på udkig efter et projekt, som kunne være mål for indsamlingsprojekter i sognet og samtidig opfylde forestillingerne om direkte kontakt og medleven i land og sted, i mennesker og aktiviteter.

Man etablerede et samarbejde med Sudanmissionen (Sudan- missionen ændrede i 2008 navn til Mission Afrika) og det blev Den Anglikanske Kirke, som skulle danne rammen om Skal- borg Sogns venskabsmenighed. Menigheden ligger i Kangahun i Bo Stift. Stiftet havde i 2004 ca. 10.000 medlemmer og venskabsmenigheden St. Johns har hjemme i Kangahun i den sydlige del af Sierra Leone. På grund af adskillige års borgerkrig var landet på mange måder forarmet.

Hensigten var, at det var menighedens medlemmer, der, som venskabsmenighed, skulle sætte deres præg på projektets indhold, så der blev til at begynde med afholdt idé- og inspirationsmøder for sognet. Målet var at samle penge ind til projekter i Kangahun ved hjælp af en række aktiviteter i sognet. Det kaldte på frivillige hænder. Der blev dannet en arbejdsgruppe, som skulle være tovholder i opstartsfasen. Arbejdsgruppen kom til at bestå af Ejgil Kjær, Helle Sylvest, Ettie Jødal og Hans Pedersen.

Kirkemarked

Efter høstgudstjenesten den 18. september 2005 blev der i sognesalen afholdt ”Kirkemarked” til fordel for Skalborg sogns venskabsmenighed i Kangahun. Frivillige havde lavet mad efter afrikanske opskrifter og dagen indeholdt et righoldigt program med bl.a. medvirken af kirkens ungdomskor og spirekoret, som stod i lånte afrikanske kjoler og sang et indøvet program med afrikansk sang og dans. Det var en stor succes. Der var tombola og salgsboder og udstillinger fra Sierra Leone.

Kirkemarkedets overskud blev på knap 17.000 kr., som blev sendt til venskabsmenigheden. Her er der en komité, som har ansvaret for anvendelsen af de indsamlede midler. Indtægten gik det år til udbedring af kirkens tag i Kangahun. Dette skulle blive starten på en årlig tilbagevendende begivenhed for at samle penge ind til forskellige formål. Kirkebladet 2006/2 havde en artikel, hvor Kirsten og Egon Nielsen kunne fortælle om Sierra Leone, som de begge havde boet i som udsendte for Sudanmissionen.

Den anglikanske kirke i Bo Stift i Sierra Leone har været Skalborg Kirkes venskabsmenighed siden 2004 og i kirkebladet 2014/2 kunne man læse lidt mere om aktiviteterne gennem årene.

Sierra Leone, som ligger i Vestafrika havde i 2014 5,6 millioner indbyggere. I 2019 var indbyggertallet steget til 7,7 millioner! Knap 70% lever under fattigdomsgrænsen. Ca. 60% af befolkningen er muslimer, ca. 10% er kristne, resten fordeler sig fortrinsvis mellem jøder og hinduer.

Gennem årene har samarbejdet med Skalborg Kirkes venskabsmenighed bidraget til at forbedre levevilkårene for indbyggerne i Kangahun.

Skalborg Kirke har således bidraget med følgende aktiviteter:

2005: Støtte til freds- og forsoningsprocessen

2006: Såsæd og redskaber

2009: Vandbrønd i et lokalområde

2010: Kasava-dyrkning

2011: Projekt ”Skoleuniformer”

2013: Uddannelsesstipendium til en lokal borger i Kangahun, der var ved at uddanne sig til solcelletekniker

I den tidligere legestue blev der i begyndelsen af 2006 indrettet provstikontor.

Ungdomskoret i Rom 

I juli måned 2007 var Skalborg Kirkes Ungdomskor på en vellykket koncertturné til Rom. 3 år forinden var turen gået til Paris. Koret sang i Peterskirken og i flere andre kirker samt på Det Danske Institut.

I Peterskirken var det selvsagt en overvældende oplevelse at stå og synge i det kæmpestore rum med ledsagelse af orglet på 70 stemmer og de 400 tilhørere gav applaus. Koret var indkvarteret i et lejlighedskompleks og den ledsagende voksengruppe fra Skalborg stod for madlavningen.

 

 

 

 

Loppemarked

Lørdag den 12. maj 2007 var der for første gang loppemarked i Skalborg Kirke. Loppemarkedet gav et overskud på 15.000 kr. som blev sendt ned til venskabsmenigheden i Afrika. Mogens Aarup-Jensen var primus motor for loppemarkedet, et hverv, han har varetaget de følgende godt 10 år. Også markedsdagen den 16. september gav et pænt overskud på godt 9.000 kr. som også tilfaldt venskabsmenigheden.

Der blev oprettet en 50% præstestilling i sognet specielt med henblik på at udbygge forbindelsen mellem kirken og sognets børn og unge. Til stillingen hørte også bistand til det faste præstearbejde.

Ved valget i november til menighedsrådet skulle der vælges 10 medlemmer og ikke 12 som førhen. Det skyldtes en nybekendtgørelse, som fastslog at antallet af valgte medlemmer skulle indrettes efter antallet af folkekirkemedlemmer og ikke som hidtil efter folketallet.

I kirkebladet 2008/2 var der et interview med menighedsrådets formand Ejgil Kjær, som på det tidspunkt havde været medlem af menighedsrådet i 20 år, hvoraf de 16 havde været som formand. Interviewet bringes her:

”Hvad har fået dig til at være med så længe?”
”Min baggrund var mange års lederarbejde i FDF, hvor jeg f.eks. var med til at bygge Bakkehuset. Jeg har altid haft lyst til at sætte noget i gang, og jeg har altid interesseret mig for kirke og kristendom. Så, ja, jeg vil gerne være med til at skabe gode rammer for livet i kirken”.

”Kan du nævne 3-4 af de største sager i din tid?”
”Det er klart nok opførelsen af sognesalen. Den gamle sal var jo for lille og upraktisk. Også orgelbygningen og etableringen af ny præstebolig på Klarup- gårdvej hører til de store sager, foruden ikke mindst ansættelser af personale”.

 

Til spørgsmålet om hvordan stemningen var på menighedsrådsmøderne svarede Ejgil Kjær:”Vi har livlige debatter, for vi har heldigvis tit forskellige syns- punkter. Men det foregår altid i en god tone og ofte frem mod en enig beslutning”.

For Ejgil Kjær var arbejdet i menighedsrådet virkelig spændende, fordi man kunne være med i et langt træk og se varige resultater vokse op.

I 2008 kunne et 25-års jubilæum markeres – nemlig Eva-Marie Kjæhrs, som havde været ansat ved Skalborg Kirke siden 1983. Jubilæet blev markeret med en koncert den 7. september. Da Eva-Marie også skulle varetage mere overordnede opgaver i provstiet, kunne hendes stilling ikke længere også omfatte ledelsen af kirkens ungdomskor og spirekor. Menighedsrådet ansatte derfor en ny korleder, Henriette Bjerg Danielsen.

Ungdomskorets 40-års jubilæum

I anledning af Folkekirkens Ungdomskors 40 års jubilæum medvirkede Skalborg Kirkes Ungdomskor ved en
musikgudstjeneste i Københavns Domkirke den 8. november 2008.
 

 

 

 

Farvel til Erik Steen Møller og goddag til Heine Lokjær Hansen

Den 1. april 2009 gik sognepræst Erik Steen Møller på pension efter 16 år i embedet. Allerede den 4. januar var der afskedsgudstjeneste. Erik Steen Møller ydede en stor indsats og specielt sit formandskab for korrådet, arbejdet med børn og unge og fyraftensgudstjenester lå ham meget på sinde. Så både i de gudstjenestelige som i de andre udadvendte aktiviteter samt i den personlige sjælesorg, var Erik Steen Møller værdsat.

Kirkens nye sognepræst efter Erik Steen Møller blev Heine Lokjær Hansen, som blev indsat 2. Pinsedag 2009.

Som ny formand efter Ejgil Kjær havde menighedsrådet peget på Henning Bentzen, der med 16 års erfaring som næstformand var godt rustet til opgaven.

Som noget nyt var Skalborg Kirke vært ved en Gospel Workshop den 6. og 7. februar 2010 under ledelse af sanger og underviser Margrete Grarup. Traditionen med gospel-workshops og gospelgudstjenester er fortsat under forskellige korledere og med sognepræst Heine Hansen.

I 2010 lancerede menighedsrådet en vision for Skalborg Kirke, som skulle være ledestjernen for det arbejde, de nye tiltag og de mål, som fremover skulle udgå fra kirken.

S å blev kirken 40 år og Aalborg Stift fik ny biskop

Søndag den 28. november 2010 kunne kirken fejre sit 40-års jubilæum. I den anledning blev Poul Mandrup Larsen, kirkens første menighedsrådsformand interviewet til kirkebladet. Som formand for byggeudvalget, der stod for opførelsen af den nye kirke i 1969-1970, huskede han især grundstensnedlæggelsen den 12. oktober 1969. Biskop Erik Jensen nedlagde den første sten med ordene:

”Når vore navne engang er glemt, vil der endnu på dette sted prædikes i Jesu navn”. Til spørgsmålet: ”Har du et ønske for Skalborg Kirke og sogn”? svarede Poul Mandrup Larsen: ”Ja, at kirken må blive stedet, hvor mennesker søger hen for at finde helheden i en opsplittet virkelighed”.

 

2010 blev også året, hvor Aalborg Stift fik sin 58. biskop, nemlig Henning Toft Bro. Han overtog embedet i maj måned efter Søren Lodberg Hvas. Henning Toft Bro kom fra en stilling som provst for Morsø Provsti og sognepræst i Nykøbing Mors. Fra 1983-1995 var Henning Toft Bro medlem af bandet Tørfisk, hvor broderen Bent Bro er en af grundlæggerne.

I de numre af kirkebladet, der udkom i 2011 havde redaktionen fokus på det frivillige arbejde, der udgik fra kirken. Der kan til stadighed bruges endnu flere frivillige hænder. Men dem vi har – i 2020 omkring 100 – gør en fantastisk indsats og stor tak for det!

Forårsnummeret af kirkebladet i 2012 blev indledningen til et helt nyt format på bladet – et højformat med et interiørfoto fra kirken på forsiden, ny farvelægning samt en vignet øverst, som viste et stiliseret udsnit af loftkonstruktionen inde i kirkerummet.

En ny hjemmeside blev udarbejdet som et led i en ny kommunikationsstrategi for kirken, ligesom opstart af et frivilligt kirkeband blev realiseret.

Ved en festgudstjeneste den 7. oktober 2012 kunne Peter Krogsøe fejre sit 40-års præstejubilæum ved Skalborg Kirke. I den anledning skrev kirkens organist, Eva-Marie Kjæhr:

”Søndag d. 7. oktober markeres Peter Krogsøes jubilæum som præst ved Skalborg Kirke i 40 år. Det usædvanlige jubilæum starter med festgudstjeneste kl. 14.00 i Skalborg Kirke.

Musikken denne dag bliver – ligesom jubilæet – i særklasse. Et til lejligheden sammensat orkester og kor med solister fremfører bl.a. satser fra J.S. Bachs kantate nr. 147 med den kendte og elskede koral ”Jesus bleibet meine Freude”. Orkester og kor er sammensat og ledes af sønnen, domorganist ved Aarhus Domkirke, Kristian Krogsøe, som også sidder ved orglet. Efter festgudstjenesten inviteres alle til reception i sognesalen. Skalborg menighedsråd håber, at rigtig mange vil være med til at festligholde Peter Krogsøes 40-års jubilæum som sognets særdeles dygtige og fra alle sider højt respekterede og værdsatte præst.

Peter Krogsøe har altid skabt respekt omkring sig i sin måde at være på. Han er meget vidende og deler gerne sin viden med andre. Uden de store armbevægelser, men i kraft af sin noble og behagelige fremtoning vinder han let gehør for sine synspunkter. Han er ikke den første til at udtale sig, men lader alle komme til orde, men ofte er han den, der afslutter diskussionen med sit velgennemtænkte indlæg.

Peter Krogsøe blev ordineret af daværende biskop Erik Jensen og efterfølgende indsat i præsteembedet ved Skalborg Kirke af provst Tage Nielsen pr. 1. oktober 1972. Et mangeårigt engagement i sognets lokale liv har været kendetegnende for ham, ikke mindst arbejdet med børn og unge, hvor rigtig mange årgange husker ham med taknemmelighed. Fra sin ansættelse i sognet kom han hurtigt med i arbejdet for Skalborg FDF og virkede som formand for kred- sen 1976-1995. I denne periode opførtes FDF-kredshuset ”Bakke- huset” i Skalborg og FDF-lejrhytten ”Skrænten” i Poulstrup.

De årligt tilbagevendende konfirmandlejre på bl.a. Venø og etableringen af kirke-skolesamarbejdet med projekt-uger for 3. klasserne er også et resultat af hans virke. Han var medlem af Sofiendalskolens skolenævn 1982-1998, fra 1986 som formand, og var medlem af Aalborg Kommunes Skolekommission 1986-90 og formand for Det Fælles Rådgivende Organ for Aalborg Kommunes Skolevæsen 1991-94.

Musikken har altid spillet en stor rolle i familien Krogsøes liv. Han har med glæde sat sig ved klaveret, når der skulle synges en sang. Foredragsrækken ”Sangtimen”, hvor der først og fremmest synges, men hvor tilhørerne nyder godt af hans store historiske og litterære indsigt, har været gennemført i mange år. Specielt korarbejdet ved Skalborg Kirke har nydt godt af hans positive bevågenhed. Han oprettede og drev i en lang årrække dygtigt Skalborg FDF- orkester, som har spillet ved mange lejligheder i sognet og i FDF- sammenhænge. Peter Krogsøe er medlem af Aalborg Stifts kirkemusikalske udvalg. De organisatoriske evner har også slået igennem på landsplan. Han blev medlem af Den Danske Præste- forenings hovedbestyrelse 1994 og virkede som formand for samme fra 1995-2003, den længste periode, nogen præsteforenings- formand har siddet, siden foreningen med tjenestemandsreformen i 1969 blev en egentlig fagforening. Peter Krogsøe har i en årrække været præsidiemedlem og vicepræsident for KEP, sammenslutningen af europæiske præsteforeninger. I 2003 blev han udnævnt til provst for Aalborg Østre Provsti, hvor sognene nu nyder godt af hans bevågenhed, samtidig med at han fortsat varetager embedet som sognepræst i Skalborg. Siden 2007 er han formand for budget- udvalget for de fire provstier i Aalborg Kommune.”
 

Farvel til Peter Krogsøe og goddag til Christian Bjørn Krüger

Den 1. november 2013 fratrådte Peter Krogsøe som sognepræst og provst. Stillingen blev genbesat den 1. januar 2014, hvor Christian Bjørn Krüger blev valgt til embedet som sognepræst i Skalborg Kirke og provst for Aalborg Østre Provsti.

”Syng Solen Ned” – en videreførelse af tidligere ”Sangtimer” blev udbygget. Arrangementet varer en times tid med fælles- sang, soloindslag, samt lidt fortælling om de enkelte salmer og sange. Medvirkende er Kirketrioen bestående af organist Eva- Marie Kjæhr, kirkesanger Stinne Øllgaard Andersen, musiker og højskolelærer Peter Søvad samt sognepræst Christian Bjørn Krüger. Peter Søvad har også været kirkens kirkeband-koordinator. Et par gange i hver sæson medvirker lokale kor.  Kirke- trioen har i forbindelse med kirkens 50-års jubilæum udgivet en CD.

Et andet tiltag blev Onsdagscafé, én gang om måneden i sæsonen om formiddagen med fællessang, historieoplæsning og socialt samvær over en kop kaffe og et stykke brød i korstuen.

Med forårsnummeret af kirkebladet 2015, skiftede det endnu engang udseende. Formatet var det samme, men grafikken øverst blev ændret til en tegning af Skalborg Kirkes profil set fra Digtervejen, og grundfarven skiftede fra brun til blå.

Sidst i januar 2016 flyttede provstikontoret ind i Folkekirkens Hus på Gammel Torv i centrum af Aalborg, og der blev således givet plads til et tiltrængt mødelokale og depotrum i kirken. Der kunne det år også sættes punktum for et 3-årigt salmemaraton-projekt i provstiet. Her havde kirkerne samarbejdet om at gennemføre afsyngelsen af samtlige salmer i Den Danske Salmebog. Afslutningen blev festligt markeret ved tidligere biskop i Københavns Stift, Erik Norman Svendsen, som også havde været formand for Salmebogskommissionen. Han holdt et inspirerende foredrag ”Syng for livet”. Derudover medvirkede organist Eva-Marie Kjæhr, sopran Margrethe Smedegaard samt Aalborg Koncertkor.


Ny bandleder for kirkebandet blev Jacob Rose, som er freelance- musiker og spiller saxofon. Han arbejder som kapelmester på bl.a. Aalborg Teater.

Ungdomskoret, som har været omtalt tidligere, var i nogle år fraværende ved kirken, da medlemmerne var blevet voksne, men et nyt ungdomskor vendte tilbage i sommeren 2017 for piger og drenge fra 7. klassetrin. Koret synger ved nogle af højmesserne, ved specielt tilrettelagte koncerter, korstævner m.m. Deres første store medvirken i kirken blev ved fejringen af Skalborg Kirkekors 50-års jubilæum den sidste weekend i september 2017.

Jubilæumweekend

Jubilæumsweekenden den 30. september-1. oktober blev indledt med en stor korworkshop. Forinden var der sendt invitationer ud til de omkring 380, som over årene havde været med i koret. Der var tale om et større detektivarbejde, som organist Eva-Marie Kjæhr tog på sig. Workshoppen blev ledet af Stinne Øllgaard Andersen samt tidligere korleder Sigrid Damsager. Dagen sluttede med en jubilæumskoncert med godt 50 tidligere og nuværende sangere, akkompagneret af tidligere korleder Gerda Essendrop, Bente Frendrup og organist Eva-Marie Kjæhr.

Om søndagen deltog alle de medvirkende igen ved en festgudstjeneste, ledet af tidligere biskop Søren Lodberg Hvas, som var formand for FUK – Folkekirkens Ungdomskor fra 1990-1996.

Kirke med de nye

Skalborg Kirke skal hele tiden gennemtænke, hvordan vi kan være en relevant og nærværende kirke både i dag og i fremtiden. Derfor blev der i 2018 igangsat et 2-årigt projekt i samarbejde med Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV) og Kirkefondet. Kirkefondet er en folkekirkelig organisation, der har til formål at skabe liv og vækst i folkekirkens menigheder og har bred erfaring med lokale kirkelige udviklingsforløb. FUV står for uddannelsen og efteruddannelsen af folkekirkens medarbejdere, herunder præster, og er en drivende kraft i folkekirkens udviklingsarbejde. Projektet, som sognepræst Heine Lokjær Hansen er koordinerende leder for, inddrager sognets og lokalområdets beboere. Der er tale om såkaldt aktionsforskning med henblik på at udvikle kirkens tilbud og tiltag og styrke kirkens tilstedeværelse i specielt de nye boligområdet, dels ude i Hasseris Enge, dels i bebyggelsen Rosenhaven og Oasen.