Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Marianne Heuer er tilbage i Skalborg Kirke

Marianne Heuer startede sin sangkarriere i Skalborg Kirkes kor. Nu er hun fast tilbage i huset, ikke som sanger, men som ungdomskorets nye solosangsunderviser. Vi glæder os utrolig meget til samarbejdet med Marianne, og ikke mindst til at se, hvordan hun kan hjælpe korsangerne med at udfolde deres stemmer. 


Marianne Heuer er kandidatuddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium, Aalborg (det daværende Nordjysk Musikkonservatorium) som elev af lektor Annette Bo Nielsen. Siden har hun studeret videre ved Bodil Øland og Ulrich Stærk, samt Bach-eksperten Kristian Sørensen i Leipzig.
Marianne er fast medlem af DR Koncertkoret og har i denne funktion medvirket i talrige CD-indspilninger samt radio- og TV-transmitterede koncerter i og udenfor DR Koncerthuset. Desuden er Marianne tilknyttet DR Vokalensemblet og Bo Holtens Musica Ficta.


Marianne er jævnligt solist i både lied- og kirkekoncerter rundt om i landet, og hun har høstet fine anmelderroser for sin medvirken i Nordjysk Sangselskabs koncerter. Vi har flere gange haft glæden af at høre hende i Skalborg Kirke til ”Opera med bobler”.


Vi er i Skalborg Kirke utrolig glade for vores kor, der er med til at skabe liv i huset og smuk musik til koncerter og gudstjenester. Koret har tidligere været et stort kor, der også sang koncerter i udlandet. I dag er vores ungdomskor på 10 dygtige og trofaste sangere. Med tilbuddet om gratis sangundervisning ved Marianne Heuer som en del af sangernes korundervisning, håber vi at kunne få endnu flere dygtige sangere til Skalborg Kirkes kor. (Se mere om vores kor her i kirkebladet eller på skalborgkirke.dk)